Snik-snak med Kim Torp Jensen – Formanden i Blue Fox Support

Snik-snak med Kim Torp Jensen – Formanden i Blue Fox Support

Category : Interviews

Så er det tiden til at gøre formanden i Blue Fox Support til en kendis – eller bare dele nogle spørgsmål med ham så alle ude bag skærmene ved ved hvem Kim er, hvorfor Blue Fox Support og hvorfor DU måske skal melde dig ind. Og ja, det er et frivilligt embede at være formand, uden løn og kolde øl, kun en personlig udgift i form af tid.   Så tag godt imod Kim Torp Jensen, formanden har nu ordet, så velkommen til Kim Torp Jensen under luppen i Blue Fox Support!

Kim Torp Jensen

Vi kan jo starte med, at lade dig præsentere dig selv og fortælle hvem du er.

Kim Torp Jensen:
Jeg hedder Kim Torp Jensen, er 44 år. Gift med Lotte, sammen har vi Isabella og Victoria og så har jeg også Jannick. Hele familien er vild med ishockey så det er jo fantastisk vi kan samles om det.

Kim Torp Jensen med en mening om ca. alt 🙂

BlueFoxSupport:
Første spørgsmål: Hvorfor ishockey og hvorfor det store arbejde i Blue Fox Support?

Kim Torp Jensen:
Jeg har altid været bidt af en gal ishockey puck og så kan jeg godt lide, at være med til at arrangere noget.

BlueFoxSupport:
Hvornår begyndte du at se ishockey?

Kim Torp Jensen:
Jeg så min første ishockeykamp i 1990, da en kammerat slæbte mig med på Herning isstadion. Jeg var skeptisk i starten, men blev hurtig bidt af det og så har det hængt ved lige siden.

BlueFoxSupport:
Hvad laver en formand i Blue Fox Support, og hvor meget tid bruger du på det?

Kim Torp Jensen:
Nu er det ikke kun mig der bruger en masse tid på arbejdet omkring fanklubben, men alle i bestyrelsen i Blue Fox Support. Og specielt hen over denne sommer har det været hektisk og brugt meget tid da vi nåede langt i sidste års slutspil, herefter skulle hele supporterlokalet pakkes ned i flyttekasser pga. renoveringen af stadion. Derefter har vi brugt en del tid på at aftale indretning og indhente tilbud på materialer samt finde hjælp til det som vi skulle bruge hjælp til. Og så kommer alt andet alm bestyrelsesarbejde ved siden af. Nu her i oktober måned skal vi så i gang med vores nye lokale på stadion, hvor man helt sikkert kommer til at tilbringe en del timer indtil lokalet gerne skule stå klar til den første Blue Fox kamp i november måned.
Men når ens børn spørger: Hvad laver far – han snakker igen om ishockey i telefonen, så har man vidst brugt en del timer på det. Men jeg har selv valgt det og vidste hvad jeg gik ind til.

BlueFoxSupport:
Løbehjul hjem fra Frederikshavn, hvad dælen handlede det om?

Kim Torp Jensen:
Det handlede om, et væddemål med Daniel Nygaard, som var på Blue Fox kontoret på daværende tidspunkt. Det var omkring klubbens Facebook side. Jeg syntes ikke, at der var nok følger på deres Facebook side, så derfor gav jeg dem 3 uger til at få 500 flere syntes godt om (likes) og hvis dette ville lykkes for dem, så tog jeg turen hjem fra Frederikshavn på løbehjul.
Hvis jeg kigger i bakspejlet, så var dette nok meget lavt sat. Opslaget kom op tidligt om morgenen og da jeg vågnede op om eftermiddagen (arbejder nat), var der et hav af beskeder hvor der stod: GOD TUR.
For at jeg ikke skulle tage turen alene, så måtte jeg ud og finde en supporter, som var lige så ”dum” som jeg. Henrik Andersen hoppede med på løbehjulet.
Der var en del sponsorer, som støttede op om ideen. Så vi fik sponsoreret løbehjul, varmt tøj, veste og diverse andre ting.
Vi blev sendt godt afsted i Frederikshavn. Der var en del medrejsende Herning fans, som sang og sendte os godt afsted. Allerede efter 10 km, var vi blevet væk fra følgebilen og kørte forkert i Sæby. Kl. var 21:30 og Henrik Andersen bankede på et tilfældigt hus og en ældre dame åbnede døren, hvorefter Henrik spurgte: kender du vejen til Herning. ”Gad vide hvad hun tænkte, da to mænd stod kl. 21:30 på løbehjul og spurgte om vejen til Herning” Hun kunne desværre ikke hjælpe os med vejen til Herning, men hun kunne vise os mod Aalborg. Derfra gik det lige hjem mod Herning, via Hobro og Viborg da det var den mest praktiske rute på løbehjul.

Vel ankommet hjem og en æres runde på isen

BlueFoxSupport:
Og gåturen fra Vojens?

Kim Torp Jensen:
Det hele startede til en sommerfest i Blue Fox support i 2009, hvor vi havde inviteret spillerne til nogle aktiviteter. Under disse aktiviteter, kom vi til at snakke om den første turneringskamp i Vojens mod SønderjyskE. Det var den sæson, hvor Herning var i store økonomiske problemer, så der var mange unge i truppen (Næsten et halvt junior hold) Sønderjyske var forsvarende mestre og havde knap nok skiftet ud i truppen.
Spillerne havde en tro på, at de godt kunne få point i Vojens og vi fans var noget mere skeptiske. Så jeg tog et håndslag med Thor Dresler på vegne af spillertruppen om, at hvis de vandt i Vojens, så gik Danny Pedersen og jeg hjem. Hvis de tabte, så skulle spillertruppen give øl til fanbussen hjem.
Efter disse aktiviteter, havde vi et oplæg fra træneren Todd Björkstrand omkring den kommende sæson, og som med det samme grinte og kiggede på Danny og jeg og sagde: I er godt klar over, at I har gjort noget dumt nu.
Herning kom foran 3-1 i kampen , inden Sønderjyske udlignede til 3-3, hvorefter kampen skulle i overtid og Nicklas Jensen scorede sejrsmålet til Herning i overtiden.. Da spillerne skulle ned og sige tak for kampen, kom de ”gående” over isen og så vidste vi godt, at vi havde en længere gåtur hjem. Så Todd fik ret. Der var ingen gratis øl i bussen på hjemturen fra Vojens og vi havde lavet vores livs dummeste væddemål. Og tabt.
Og lige til info til andre, som overvejer en gåtur hjem, så er der 122 km og det tager lige knap 25 timer uden de store pauser.

BlueFoxSupport:
Kommer vi til at se flere påfund som gåturen fra Vojens eller løbehjulsturen fra ”Nordskov”?

Kim Torp Jensen:
Jeg vil ikke udelukke det, ha ha. Og hvis Lotte giver mig udgangstiladelse hjemmefra.
Hvis folk har nogle ideer, så kan vi da snakke om den over en kold fadøl eller to.

BlueFoxSupport:
Ærligt Kim, kan du overhovedet stå på skøjter?

Kim Torp Jensen:
Nej. Jeg har forsøgt mig til friskøjtning, men var meget glad for at banderne var der.

BlueFoxSupport:
Blue Fox Support er på Facebook, men hvorfor ikke en hjemmeside også? Ikke alle er på Facebook? (der er faktisk et link på Facebook siden der henviser til hjemmesiden, som er død….)(siden er der kommet hjemmeside og Instagram til)

Kim Torp Jensen:
Vi havde en hjemmeside for år tilbage, men så var der et hacker angreb, som ødelagde siden. Vi forsøgte, at få den op igen, men dette lykkes ikke. Men det er helt klart noget, som vi har under overvejelse og jeg ved det er noget der bliver arbejdet på. Hvem ved om siden er oppe, når dette interview bliver bragt.

BlueFoxSupport:
Hvad med en Snapchat konto, det er en hurtig vej ud med informationer, alt fra busture, nyheder og måske opdateringer fra netop Facebook?

Kim Torp Jensen:
Det er faktisk også noget vi arbejder med pt. Jeg kan dog ikke sætte en dato på hvornår det kommer op og kører.

BlueFoxSupport:
Har I nye tiltag på vej i Blue Fox Support? Hvis – kan du løfte sløret for lidt af dem?

Kim Torp Jensen:
Lige i tiden arbejder hele bestyrelsen på, at få indrettet et nyt supporter lokale på det ny renoveret KVIK hockey arena. Der bliver brugt en del timer på, at indhente tilbud til trøjevægge, borde, bænke og andet inventar.
Vi er ved at få oprettet en stemningsgruppe, som gerne skulle udmøntes i flere slagsange med mere tekst end bare lålå.
Vi er også ved at få oprettet et ungeudvalg. Og det er fordi at vi gerne vil have nogle flere unge mennesker til at interessere sig for ishockey og Blue Fox support. Vi vil forsøge at få et samarbejde op med de forskellige uddannelsessteder. Så må tiden jo vise om det lykkes, vi vil hvert fald forsøge.
Disse grupper vil der komme mere info om løbende.

BlueFoxSupport:
Er der ikke lidt for meget Brøndby IF i ”vores” slagsange? Eller er det bare noget de andre klubber stikker os i næsen med?

Kim Torp Jensen:
Jamen alle kopier vel lidt efter alle, så jo vi har måske lidt Brøndby IF. Men det håber jeg vi kommer udover nu, når vi får oprettet stemningsgruppen.

Kim som vi også kender ham

BlueFoxSupport:
Hvis du nu fik ordet helt frit – hvorfor skulle folk så melde sig ind i BFS?

Kim Torp Jensen:
Det er helt sikkert pga. kammeratskabet, som man får i klubben. Vi dyrker alle samme interesse – ishockey.
Jeg vil da opfordre folk til at kigge forbi supporter lokalet i forbindelse med en kamp. Mange tror at vi er en flok øldrikkende fulderikker, men det er vi langt langt fra. Vi har medlemmer fra de lige er blevet født (Nogle er meldt ind, inden de er født ☺) og op til 90.
Men helt klart vores udebaneture rundt om i landet, skal man prøve at tage med på. Der bliver de nye venskaber skabt og samtidig er det sjovt og hyggeligt.

BlueFoxSupport:
Hvor og hvordan ser du Blue Fox Support om 5 år?

Kim Torp Jensen:
Jeg tror og håber på, at Blue Fox Support stadig er en aktiv forening. Men det er klart, at det ikke kommer af sig selv, folk skal selv gøre en indsats for dette. Og ikke mindst komme med nye forslag til aktiviteter og deltage i dem. Så hvis nogle sidder med nogle ideer, så henvend jer endelig til bestyrelsen.

BlueFoxSupport:
Har du en speciel happening, du kunne tænke dig, at få supporterne med på?

Kim Torp Jensen:
Ikke specielt, men jeg ved at TIFO Crew og stemningsgruppen arbejder på en happing, som hylder vores indtil videre 16 mesterskaber. Og mere kan jeg ikke røbe.

BlueFoxSupport:
Hvis du skulle nævne en bustur/oplevelse du aldrig glemmer, hvad skulle det så være?

Kim Torp Jensen:
Turen i 1998 til Continental cup i Poprad (Slovakiet), der var vi en fyldt bus afsted. Der var gratis drikkevarer i alle nogen og 20 timer turen tog. Både på ude- og hjem turen. Behøver jeg at sige stemningen var ret højt allerede da vi nåede den dansk-tyske grænse. Den tur tror jeg aldrig der bliver overgået og ved mange af dem der var med stadig taler om den i dag 20 år efter.

Hjemtur efter en kamp på udebane…

BlueFoxSupport:
Hvis du skulle give 3 gode grunde, til at folk skulle tage med supportbussen med rundt til Hernings kampe – hvad skulle de så være?

Kim Torp Jensen:
1: Sammenhold og fællesskabet omkring Blue Fox
2: Stemningen og hyggen på turene.
3: Og så er opbakningen på udebane ligeså vigtig som på hjemmebane.

BlueFoxSupport:
Hvis du kunne få tre ønsker opfyldt om Blue Fox Support, hvad skulle det så være?

Kim Torp Jensen:
1: Flere aktive medlemmer.
2: Mere synlighed i hallen i form af stemning
3: Flere arrangementer

BlueFoxSupport:
Ny renoveret hal, hvad forventer du?

Kim Torp Jensen:
Jeg forventer at hallen bliver varmere ☺ Og at vi ny får bedre faciliteter, at der så kommer flere tilskuer til vores hjemmekampe og derved får mere stemning i hallen.

BlueFoxSupport:
Også nyt lokale til Support? Fortæl fortæl:

Kim Torp Jensen:
Vi får et mere centralt Supporter lokale, da den kommer til at ligge i foyeren og derved bliver vi også mere synlige, da det næsten er det første folk ser når de kommer ind. Det nye lokale bliver indrettet mere lounges agtigt, og stadig med en masse spændende ting på væggene og i loftet, som man kan udforske. Men det bliver anderledes, end vores gamle supporter lokale, men vi tror og håber på det bliver godt. Og vi håber folk vil tage godt imod det.

BlueFoxSupport:
Tilbage til den ”nye” hal. Meget færre ståpladser og mange siddepladser, hvad tænker du om det? Hvad med stemningen? Og hvad vil Support gøre af tiltag for at få ”gang” i hallen?

Kim Torp Jensen:
Så mange færre ståpladser bliver der heller ikke. Men jeg synes det er godt, at der er noget for en hver smag. Det gode er måske hallens tilskuer kapacitet bliver lidt mindre, end den gamle hal. Hallen vil derved føles mere fyldt og så burde det være nemmere at få stemning i hallen.

BlueFoxSupport:
Sæson 2 med Petri Skriko som træner. Hvad tror du sæsonen bringer?

Kim Torp Jensen:
Det er tydeligt at der var stor spilleglæde i truppen sidste sæson. Det håber jeg trænerteamet vil bygge videre på. Men der skal bygges videre på det holdet skabte sidste sæson fordi mange ting så ud til at blive gjort rigtig, men vi manglede lige det allersidste for at det kunne lykkes.
Men der er ingen tvivl om der kommer pres på fra omgivelserne til holdet da mange snart gerne ser det mesterskab komme hjem igen.

BlueFoxSupport:
Byens rødder, Midtjysk Vilje, hvad er dine forventninger til holdet og holdets placering i grundspillet?

Kim Torp Jensen:
Der er ingen tvivl om vi har et rigtig stærkt hold i år, med den vildeste danskerstamme. Men der er heller ingen tvivl om de andre hold også har oprustet og jeg tror ligaen bliver delt i 2. Det er 5-6 hold i toppen inden ligaen knækker over og så 4-5 hold i bunden. Både top og bund bliver uhyggelig tæt. Når det så er sagt skal vi være med helt fremme i den sjove ende når grundspillet slutter. Her ved sæsonstart ser jeg Blue Fox, Aalborg Pirates og Sønderjyske som top 3 når grundspillet slutter. Men meget kan ændre sig gennem sæsonen når holdene forstærker sig og får fyldt op på specielt importpladserne. Men jeg tror virkelig vi har holdet til noget stort i år.

Som vi helst vil se Kim ved sæson afslutning.

BlueFoxSupport:
Hernings egne spillere, der har været ude, at vende i enten i Danmark eller udlandet er begyndt at søge hjem. Skal det tilskrives træneren eller har du et andet bud?

Kim Torp Jensen:
Jeg håber da det er fordi de stadig har et hjerte der banker for den klub der satte det hele deres karriere i gang. Og at de dermed vil give noget igen. Om det er det ene eller andet ved jeg ikke, men jeg ved mange Supportere er stolte over når det går godt for Herning drenge rundt om i verden. Derfor er det også stort hver gang en lokal spiller vender hjem igen.
Men det er jo ikke noget vi fans har indflydelse på, så hvorfor de vender hjem må man nok hellere selv spørge dem om.

BlueFoxSupport:
Nu er vi ved det med spillere der kommer hjem. Hvad tænker du om at Anders Overmark ikke fik muligheden sidste sæson, og en Thomas Spelling der ender i det nordjyske?

Kim Torp Jensen:
Samme svar som forrige spørgsmål. Det er jo ikke noget vi fans kan gøre noget ved. Jeg har tiltro til at klubben gør hvad de mener der er det bedste for Blue Fox når holdet skal sammensættes og det spillerbudget man har at gøre godt med bruges på bedst mulige måde.

BlueFoxSupport:
Nu får du samme spørgsmål som vi har stillet til Herning Blue Fox’s direktør:
Udlændinge, dem kommer vi ikke uden om. I de glade 90’er blev de udlændinge klubberne havde i flere sæsoner, største navne i Herning var nok Seppo Reppo, Todd Bjorkstrand, Petri Skriko, Koskela og Lubos Pisar. Spillere der var i klubben mere end en sæson, og ligesom endte som et synonym med klubben. Og hvis man spørger gamle sportsjournalister begynder de straks at diske op med anekdoter fra drabelige slag på isen mellem Esbjerg, Rødovre, Rungsted og Herning – som var nogle af de klubber der trak overskrifter pga. stærke udlændinge, der havde været der en årrække.
(Valerij Bragin – Rødovre, Olag Starkov – Esbjerg, Leonid Truhno – Rungsted)
Herhjemme er det vel snart kun Dale Michell (Nu Frederikshavn tidligere Odense) der er blevet hængende i flere sæsoner. Og ham kan tilskuerne bestemt navnet på.
Kan du give et bud på, hvorfor vi oplever den store udskiftning sæson efter sæson?

Kim Torp Jensen:
Jeg tror, mange udenlandske spillere bruge den danske liga som et springbræt til en større liga. Men når det kommer til alt ser man ofte udenlandske spillere skifte klubber efter 1 -2 sæsoner i mange andre ligaer også, så det er nok ikke kun herhjemme det sker.
Med hensyn til de profiler der bliver nævnt tror jeg også det var en anden tid dengang. Men er faktisk man kun måtte have 1 udlænding på holdkortet da Todd kom til Herning i 1988. Senere blev loftet 2 og igen nogle år senere 5 inden det blev givet frit pga arbejdsmarkedets fri bevægelighed.
Så der var måske også lidt flere penge til at hente nogle større profiler, når man kun skulle hente 1-2 spillere, modsat i dag hvor der skal hentes 6-8 stykker i næsten alle klubber herhjemme.

BlueFoxSupport:
Hvorfor tror du ikke at supportere og fans kan samles et sted, men er fordelt i flere grupper og så Blue Fox supports side? Hvor er den interne uro fra? Bliver det muligt at samle os?

Kim Torp Jensen:
Godt spørgsmål. Jeg ved ikke hvorfor der er flere grupper, men kan da kun opfordre folk til at samles et sted. Vi støtter jo det samme hold. Og det er både på de sociale medier og når man er i hallen.

Kom så Blue Fox!!

BlueFoxSupport:
Okay – nu skal du nok slippe (hvis du giver en omgang til bestyrelsen) og få de sidste ord. Så Kim, hvis du gerne vil sige noget, hvad enten det er en tak til din hustru Lotte, for du må bruge så meget tid på sport uden at være aktiv, eller du blot vil sende en general hilsen….Så har du her muligheden.

Kim Torp Jensen:
Jamen, jeg vil da gerne sende en opfordring til alle Blue fox fans om at give den max gas til kampene. Og specielt nu her hvor vi senere på sæsonen får en ”hal” som giver muligheder for at starte på en frisk med nye ideer og tiltag. Og så håber jeg at den nye hal og de nye muligheder også gør at vi kan få nye folk til at interessere sig for ishockey og især efter den VM fest der var i Herning i maj måned hvor fans fra 8 lande hyggede sig i byen uden form for ballade overhovedet. Jeg ved mange der fik et helt andet syn på hockeyfans. Så tag da familien, naboen, vennerne osv med ud og se en kamp og lad dem mærke stemningen og den fede sportsgren ishockey er. Støt op om klubben, fordi vi kæmper alle for det samme mål. Nemlig titlerne.

Vi ses i hockeyhallerne rundt om i Danmark…

A-VM og hygge med “Laurits-betjent”

//MF-in3